Af: Sally Dorthea Fischer (Ø) og Eric Lerdrup Bourgois (C)
Vi er begge er medlemmer af Kultur-, idræts- og fritidsudvalget (KIFU), og har to ud af to gange besøgt Mungo Parks nye initiativ “Mungo Fredag”, hvor lokale unge-bands får lov at gå på scenen i foyeren. I baren er der mulighed for at købe drikkevarer, og det er tilladt at medbringe egen mad. Gæsterne spænder fra et mix af unge til ældre Allerød-borgere.
“Det er lige præcis sådan noget vi har manglet, og som vi skal dyrke i langt højere grad. Der har så længe været snak om et sted, hvor de unge kan få lov at udfolde sig, men som kommune er vi endnu ikke lykkedes med at skabe de rammer, derfor er jeg rigtig glad for at se, at vores lokalteater træder til indtil vi får oppet os. Disse arrangementer gør det meget tydeligt, at de unge har noget at byde ind med, som kan samle os alle på tværs af alder.” siger Sally Fischer.
Eric Lerdrup Bourgois supplerer “Mungo Parks initiativ er særdeles kærkomment, for vi mangler anledninger og muligheder for at mødes på tværs af alder – for at dyrke og styrke vores lokale fællesskab. Og så viser Mungo Parks nye initiativ, at der er et potentiale på kulturområdet, som vi bør se langt mere ind i. Vi har nemlig et stort identitets- og fællesskabspotentiale på kulturområdet. Om det er på Kirkehavegaard, Kulturbanken, i biblioteksregi, her på Mungo Park – eller i helt nye sammenhænge, hvor vores møbeldesignarv kunne spille en helt særlig “urban-fællesskabs-rolle”, så byder kulturområdet på mange muligheder, der bør bringes i spil”.
Vi ser begge frem til at arbejde videre med kulturinitiativer, som kan få vores bymidter i Lillerød, Lynge og Blovstrød til at “summe med liv”.
